Hvad er en espresso?
Den italienske klassiker espresso er en lille og stærk kaffe, der brygges under højt tryk. Kaffen er mere koncentreret end almindelig sort filterkaffe og har et lille gyldent lag skum på toppen, kaldet crema.
Espresso er grundbestanddelen i en lang række populære kaffedrikke som americano, cafe latte, cappuccino, flat white m.m.
At brygge den perfekte espresso er en kunst, der afhænger af mange forskellige faktorer, som bønnernes ristning, mængden af kaffe, hvor hårdt kaffebønnerne stampes, byggetid, vandtemperatur, og hvor gamle bønnerne er. Alle komponenter har betydning for smagen og konsistensen, og ofte er det meget små variationer, der gør udslaget for en god eller dårlig espresso.
Hvor meget kaffe skal man bruge til espresso?
Mængden af kaffe afhænger af størrelsen på din filterkurv.
Med det sagt ligger standmængden på omkring 7 g kaffe for singleshot og 14 g for dobbeltshot. Dette kan dog variere efter præferencer, og ikke mindst efter hvilken type filterkurv (den kurv, som kaffen ligger i i portafilteret), du bruger. Mange espressomaskiner kommer med flere forskellige kurve (til single og dobbeltshots og med forskellig form). Derfor vil du i mange tilfælde skulle bruge 18-20 g kaffe til et dobbeltshot.
Det er kort sagt lidt af en videnskab at brygge espresso, og det kræver, at du prøver dig frem, for at finde den helt rette mængde.
Hvor kommer espresso fra?
Espressoen kommer fra Italien og menes at være opfundet af en italiensk købmand ved navn Luigi Bezzera i begyndelsen af 1900-tallet. I sin travle hverdag havde den kaffetørstige købmand brug for en hurtigere måde at få kaffen klar på, og ved at brygge kaffen under højt tryk, fandt han ud af, at han kunne tilberede en langt hurtigere, stærkere og mere smagfuld kaffe. Det blev startskuddet på den første espressomaskine.
Selve ordet ‘espresso’ kommer af det latinske ord ‘exprimere’ og betyder ‘presset ud’. Det refererer netop til, at vandet presses gennem de malede kaffebønner relativt hurtigt og under intenst tryk.
Hvilke bønner er bedst til espresso?
Mange foretrækker mørkristede bønner til espresso, fx mørkristet 100 % arabica-blend, der giver en rund og blød smag med let syrlighed og noter af chokolade eller karamel.
Men faktisk kan du vælge lige de bønner, du har lyst til. Det handler alt sammen om smagspræferencer, så prøv dig frem, og se, hvad du kan lide!
Husk, at du altid får den bedste smag ved at bruge friske hele bønner.
Sådan laver du en espresso
Det kræver både tid, øvelse og udstyr at brygge den helt rigtige espresso, men her kommer et par tommelfingerregler:
- Malning: Mal kaffebønnerne meget fint – teksturen skal være lidt finere end bordssalt. Løber kaffen for hurtigt igennem (er for lys/tynd), så kværn finere. Løber den for langsomt igennem (og er bitter), så kværn grovere.
- Kaffedosering: Brug en espressomaskine, og vej 7-10 g for enkeltshot og 18-20 gram kaffebønner til et dobbeltshot. Det kan variere fra maskine til maskine. Sørg altid for at bruge en tør og ren filterkurv.
- Tampning: Efter at have fyldt kaffen i filterkurven (portafilter), skal du tampe den ned med jævnt tryk, så overfladen bliver plan.
- Brygning: Fastgør portafilteret i espressomaskinen, og start brygningen. Vandet skal være omkring 90-96°C, og ekstraktionen skal tage 25-30 sekunder. Dette giver en koncentreret og cremet espresso med den karakteristiske “crema” på toppen.
- Volumen: En enkelt espresso er normalt omkring 30 ml.